Efter at have tilbragt det meste af vores tid i kystområderne i... Sydafrika og efter at have besøgt en række turisthøjdepunkter, går vi nu lidt mere ind i landet for at lære mere om sydafrikanske skikke og kulturer. Dette er overlanding i Sydafrika, del 4!
Som du er vant til fra os, begynder du nu at se videoen igen.
bemærkning: leder efter vores tidligere rejsehistorier og videoer i Sydafrika og de omkringliggende lande? Så gå til denne side.
1. Orania
Vi blev tippet af en bekendt om en hollandsk dokumentar (Frontline, Bram Vermeulen), som for nylig var på hollandsk tv, om landsbyen Orania. Vi var interesserede nok til at besøge.
Orania er en landsby med omkring 2500 indbyggere, beliggende ret centralt i Sydafrika. Nærområdet består af barske sletter med nogle bjerge/bakker hist og her. Denne centrale del af Sydafrika er tyndt befolket og mellem de få landsbyer er der nogle gange uendeligt ingenting.
Hist og her en landmand, der forvalter mange titusindvis af hektar.
Orania er en landsby, hvor man kun kan bo, hvis man opfylder visse betingelser. Du skal være Afrikaner, tale Afrikaans, være kristen og også praktisere afrikansk kultur. Det sidste betyder, at det er tabu at have en farvet hudfarve.
Landsbyen har 12 kristne kirker, tilstrækkelig almen uddannelse og endda en højere skole for landbrugs- og teknisk uddannelse. Der er ikke noget statsreguleret politi. De har deres egen sikkerhedstjeneste. Folk foretrækker at gøre alt selv, generere deres egen elektricitet og rense deres eget vand. Nej, ingen statslig involvering her.
Oven i det hele har de deres egne (papir)penge, svarende til den afrikanske rand. Du kan kun betale med pengene i Orania.
Venligheden i landsbyen er meget slående. Vi vælger at gå en tur og bliver vinket til af alle. (Vi har åbenbart vores hudfarve med).
Vi ender på informationskontoret, hvor vi får tilbudt en gratis tur i en varebil gennem landsbyen.
I sin første sætning gør guiden det klart, at han ikke føler sig racistisk.
Han fortæller også begejstret om landsbyen og livsstilen. Han gentager uendeligt systemets succes og hvor glade folk er.
Der bygges meget i og omkring landsbyen, nye beboere "står i kø" for at få en grund. Du skal herefter godkendes af optagelsesudvalget.
Vi spørger os selv, om vi er tiltrukket og/eller overhovedet ønsker at bo her. Men konklusionen er hurtigt draget: Vi opfylder ikke betingelserne, men vi har fået enorm erfaring!
Tilbage på campingpladsen kommer vi i kontakt med vores naboer der. Et pensioneret ægtepar fra Johannesburg, hvor de bor i en fuldstændig sikker ejendom. De tør næsten ikke gå ind i byen og føler sig indespærret som i et fængsel. De vil gerne bo i Orania, men kan ikke få optagelse, fordi manden ikke taler nok Afrikaans. Han er af irsk afstamning.
2. Orania, Bloemfontein mod Lesotho
Fra Orania tager vi tilbage til Bloemfontijn, en af de større byer. Undervejs, på lange lige veje, ser vi en række forskellige landbrug og barske områder, hvor ofte kun ammekøer eller får strejfer. Normalt et let kuperet landskab med nogle højere bjerge i det fjerne.
Vi ser også en grund på flere dusin hektar med pecantræer. Nødderne er væk. Nu er de i gang med at rydde op i magasinet. De sidste blade rystes af træerne bag en traktor ved hjælp af en slags vibrerende maskine, hvorefter bladene ryddes væk.
Vi bruger Bloemfontein til at arrangere nogle praktiske ting i en campingbutik. Vi mangler en ny gasflaske, og vi overvejer at få vores bremser opgraderet. De lider betydeligt af camperens tunge vægt, især i bjergområder.
Bloemfontein er en ret stor by. Jo længere vi kører mod øst, jo oftere bemærker vi, at befolkningen overvejende er farvet. I Western Cape så vi stadig landsbyer, hvor de hvide havde overtaget. Med stigningen i den farvede befolkning ser man også en stigning i townships, tiggere og andre former for fattigdom.
3. Soweto
Vores historie fortsætter i Johannesburg, eller rettere sagt den enorme nærliggende township Soweto. Soweto, byen hvor der i dag bor omkring 1,2 millioner – hovedsageligt farvede – mennesker, blev grundlagt i slutningen af det 19. århundrede. Beboerne arbejdede dengang i de tilstødende guldminer.
Township er kendt for oprøret, der fandt sted i 1976 under apartheidstyret. Det er den sørgelige, men sigende historie om en gruppe studerende, der gik på gaden, fordi de ikke var enige i det obligatoriske afrikanske sprog, som de blev undervist på.
Demonstrationen resulterede i sammenstød med politibetjente, der affyrede skarp ammunition.
Soweto er også distriktet, hvor Nelson Mandela og apartheid-aktivisten Desmond Tutu blev født og levede i lang tid.
Vi tager en Uber-taxa til kvarteret, hvor vi har aftalt at møde en guide. Guiden fortæller om oprørets historie omkring et museum, hvor mange tryk, fotos og andre minder gør historien tydelig. Interessant.
Med guiden tager vi en lokal taxavogn og går til gaden, hvor Nelson Mandela og Desmond Tutu blev født.
Her besøger vi Nelson Mandelas tidligere hjem, som vi på trods af mandens og hans fortid ikke anså for et besøg værd.
Det gælder også den berømte Vilakazi-gade, som er blevet omdannet til en turistattraktion. Her prøver de lokale alt for at få nogle penge ud af de mest hvide besøgende.
Historien er imponerende og på trods af det er et besøg i Soweto bestemt et besøg værd.
4. Sani-pas
Efter et par måneders pause rejser vi videre fra Johannesburg gennem Lesotho mod Drakensberg-bjergene. Sani Pass er en verdensberømt grænseovergang mellem Lesotho og Sydafrika. Berømt for den dårlige sti, mange hårnålesving men også smukke udsigter i et overvældende landskab.
Overraskende nok er delen på Lesotho-siden pænt asfalteret, men på den sydafrikanske del skal man som minimum have en 4WD med tilstrækkelig fri plads.
Øverst, hvor også Lesotho-grænseposten ligger, ligger "Afrikas Højeste pub" på 2876 meter.
Køreturen ned er betagende og foregår faktisk i ingenmandsland, for den sydafrikanske grænsepost ligger for foden af bjergene. Vi kører turen sammen med et engelsk par overlandere, Ian og Catherine.
Fra sydafrikansk side arrangeres ture op i minibusser for turister.
5. Drakensberg
Fra Sani-passet når vi landsbyen Underberg, hvor alt er typisk sydafrikansk. Vi gør vores indkøb i den velassorterede, moderne Spar, så vi kan overleve en dag eller deromkring i Drakensberg.
Drakensberg er et stort bjergområde, kendt for sine høje klipper, enestående biodiversitet blandet med bølgende bakker. Desuden er det et UNESCO World Heritage Site. Vi er der i starten af sommeren (november), så vi kan nyde frisk grønt og friske blomster.
6. Giants Castle (Drakensberg)
Vi besøger Drakensbergbjergene tre forskellige steder, hvor vi går ture.
Det første stop er ved Giants Castle. Turen vi tager dertil er ikke helt vellykket...
Vi stiger til at begynde med omkring 500 meter. Men himlen, som i starten er klar og blå, ændrer sig hurtigt til kulsorte stormskyer. Der er kun én mulighed...vend om så hurtigt som muligt og vend tilbage til autocamperen.
Men det er allerede for sent... regnen og haglene vælter ned fra himlen. Desuden er tordenvejrskomplekset lige over os, så der er ingen tid mellem blitzen og de øredøvende brag. Der er intet sted at gemme sig.
Og så er vi kun alt for glade for at nå camperen igen i ét stykke, men som druknede katte.
7. Cathedral Peak (Drakensbergen)
Et sted du helt klart bør besøge, hvis du er i området. Sådan en overvældende oplevelse, stejle klippevægge afbrudt med bølgende landskaber og bugtende floder. Vi går et par kortere ture, tager billeder og svømmer i klippebassiner. Desværre er de store mængder af forskellige fugle svære at fotografere. Gåturen til den høje katedraltop vil nemt tage dig omkring 11 timer. Det vil vi foreløbig opgive med vores oplevelser dagen før.
8. Tugela vandfald og kløft (Drakensbergen)
Det sidste stop i Drakensberg er nær Tugela-floden, hvor der er det højeste vandfald i verden, og du kan (delvist) se vandfaldet fra en imponerende slugt.
Turen dertil er ikke voldsomt svær og er omkring 7 km lang. Undervejs har du altid "amfiteatret" foran dig, en kæmpe klippevæg, hvorfra vandfaldet i sidste ende kommer. Da vi ankommer til kløften, bliver vi et øjeblik stille af de imponerende høje klippevægge. Vi har vores sandwich og klatrer så ret stejlt op ad en klippevæg, hvorfra vi har en smuk udsigt over vandfaldet. Et næsten en kilometer højt vandfald er svært at fange med et kamera, og det var også ret overskyet. Men for det blotte øje var det et fantastisk syn.
9. Hluhluwe-Imfolozi Nationalpark
Vi bevæger os mod øst, lige gennem KwaZulu-Natal, den engang berømte provins, hvor hovedsageligt zuluer stadig bor i dag. Rig på tradition.
Vi vælger at gå lige gennem provinsen og undgå motorvejen. Undervejs ser vi en stor produktion af eukalyptustræer. De lange, lige træer bruges til mange formål.
Vi ankommer til campingpladsen ved NP, når det allerede er mørkt. Det er ikke vores vane, men turen var en smule skuffende.
I hvert fald vågner vi næste morgen med en smuk udsigt over parken.
Efter vi har efterladt vores detaljer hos de venlige damer ved indgangen, kan eventyret begynde. Elefanter, giraffer, vortesvin, zebraer i massevis. Et øjeblik går en elefant så tæt på bilen... så længe han ikke rammer den med den enorme snabel.
Der er også løver i den mellemstore park, men vi kunne desværre ikke få øje på dem. Hvis vi havde brugt lidt mere tid, ville det sandsynligvis have været muligt, men det bliver ikke vores sidste park.
Desuden er parken kendt for beskyttelsen af det hvide næsehorn. Et dyr, der absolut har brug for beskyttelse for at redde det fra udryddelse. Vi var i stand til at få øje på fire, på ret lang afstand.
Mange, mange dyr lever i parken, inklusive de "fem store".
10. Dykning i Sodwana ... eller ej
Lidt længere nordpå på kysten ligger den beskyttede vådområdepark iSimangaliso. Ud over de mange dyr, der kan spottes her, er der to større steder, der tiltrækker ret mange (indenlandske) turister: Saint Lucia med tilhørende Cape Vidal og Sodwana. Vi overnatter en nat i begge. Sodwana fangede vores opmærksomhed på grund af dets fremragende dykkemuligheder.
Ved 7-tiden melder Cor sig på dykkerskolen, hvorefter vi tager til stranden. Grietje kommer også for at kigge. Fordi der stadig skal arrangeres en traktor for at søsætte båden, tager det hele lidt længere tid.
Vinden blæser hårdt, meget hårdt!
Vi går ind i vandet ved hjælp af traktoren, der skubber os i vandet fra stranden. Straks bliver vi kastet i alle retninger af enorme dønninger.
Skipperen forsøger at finde en god kurs gennem brændingen, men må sejle et par omgange for at gøre det. Og ja, så tager vi til det åbne hav. I første omgang lige mod bølgerne. De er himmelhøje... hvis vi rider på hovedet af sådan en bølge, vil der være et dybt hul, som vi falder ned i.
Men så begynder det…kvalmen…og det bliver værre og værre. Håber det går væk.
Cor beslutter sig for at tage svømmefødderne på og tage dykkerbrillerne på næsen. Og så læner du dig tilbage... sammen med instruktøren.
Men desværre helt desorienteret og magtesløs er det ikke muligt at nå dybden.
Cor har kun ét ønske... stabilitet under fødderne så hurtigt som muligt.
Tilbage i båden kommer maveindholdet ud i fulde slurk.
Lidt efter ligger Cor som en død fisk skyllet op på stranden og kommer sig over noget, der ikke kommer på dagsordenen igen foreløbig.
11. Panoramaruten
"Panorama-ruten", der er omtalt i mange rejsemagasiner, tiltrækker også vores opmærksomhed. Efter at vi har været i Eswatini i omkring 6 dage, genoptager vi vores rejse gennem Sydafrika ved Nelspruit, eller i dag Mbombela. I denne storby fylder vi vores forsyninger op, men vi er åh så glade for at kunne forlade travlheden igen.
Mod Graskop - for det er her panoramaruten starter - tager vi en alternativ rute gennem bjergene, hvor vi er vidne til en enorm træproduktion. Vi ser fyrreskove i forskellige aldre i et bakket landskab med lejlighedsvise forarbejdningsvirksomheder.
Efter endnu en tur ved MacMac-bassinerne ender vi på en campingplads, hvor de har en swimmingpool på kanten af en høj klippe. Enestående!
Vi rejser videre ad ruten, der omfatter vandfald og udsigt mange steder. De fleste steder opkræver entré for at besøge sådan et sted. Busser fulde af turister bugseres fra højdepunkt til højdepunkt. Guds vindue, The Three Rondavels og Bourke's Luck Potholes er navne, du bliver ved med at se.
Fordi vi normalt leder efter unikke steder i verden, er det ikke vores ting.
Det, der fanger vores opmærksomhed, er en gåtur rundt i Blyde Canyon. Gåturen kan mere eller mindre sammensættes selv og er godt markeret.
Vi går langsomt ned i slugten og herfra har vi en smuk udsigt over de lige klippevægge og "De Tre Rondavels" bag dem. Vi klatrer langsomt op igen via en biflod og slugt. Men åh, hvor er det smukt, lige gennem de tætte skove og oven i købet flere klippebassiner og vandfald, hvor vi nyder at svømme.
Hvilken fest!
Denne gåtur vil helt sikkert være i vores top 10.
12. Kruger Nationalpark
Som det sidste højdepunkt på vores overlandstur gennem Sydafrika besøger vi Krugerparken. En af de mest anerkendte nationalparker i verden. Vi lader os overraske...Vi var her for omkring 25 år siden, men turen vi foretog dengang var så flygtig, at vi næsten ikke kan huske den.
I parken, der dækker omkring 300 gange 60 kilometer (halvdelen af Holland), tager vi indgangen til Punda Maria i nord. Vi slår lejr ved denne indgang den første nat. Vild camping er ikke en mulighed i Kruger. Ikke tilladt.
For os er campingpladsen i orden. Næste dag går vi langsomt ned mod syd.
Alt er godt organiseret i Krugerparken, reservaterne, campingpladserne, men også vejene og skiltningen er i top.
Den enorme flade er slående, der er ingen ende på det. Og så de mange dyr, det er utroligt. Vi klemmer hinandens arme for at sikre, at vi ikke drømmer.
Et sted på en bro over Olifants-floden har vi en af de smukkeste udsigter nogensinde. Mens floden bugter sig under os i mange minifloder, ser vi krokodiller, zebraer, gnuer, flodheste, elefanter, giraffer, impalaer, kuduer, vandbukke, skildpadder og utallige fugle næsten på et øjeblik.
At tage på safari er en fantastisk oplevelse. Udover at få øje på en række almindelige dyr, er det altid en udfordring at få øje på mindre almindelige dyr. De bliver rigtig glade, når vi ser en honninggrævling eller en leopard. Men løver og geparder er også en kærkommen overraskelse.
I skrivende stund har vi faktisk set alle de populære dyr undtagen leoparden. Vi bliver ved med at lede!
Mellem Satara og Lower Sabie ledte vi specifikt efter løver, men som så ofte...ingen løver, noget andet!
I nærheden af en flod finder vi en vandbuk, der ligger på siden. Hans ben bevæger sig stadig lidt, og det samme gør hans hale. Men ellers ret ubevægelig. Vores konklusion: syg, sidste kramper og venter på døden. Samtidig kravler en krokodille langsomt op af vandet. Den går til den næsten døde vandbuk. Han tager det roligt, tager det ene ben i sin store mund, trækker lidt i det, men forlader til sidst vandbukken, som det er, og går tilbage i vandet. Formentlig for stor.
I Lower Sabie resort og vejen dertil begynder vi at forstå, hvad masseturisme betyder her. Vejen langs Sabie-floden med udsigten og det tilstedeværende dyreliv er smuk. Men det hopper fra synspunkt til synspunkt. Travlt, travlt, travlt! Så ligner resortet mere en Center Parc. Bungalows, restauranter og alt stort og rummeligt. Pænt og ryddeligt. Udsigten over floden er overvældende. Familier med børn tilbringer deres ferier der, både sydafrikanske og internationale.
Vi nyder anlægget et stykke tid, men går derefter hurtigt videre til mere stille steder.
Sydafrika, vores konklusion
Herunder Lesotho og Eswatini blev vi i Sydafrika i 102 dage. Sådan et stort land, så meget at se og så meget at opleve.
Vi havde en fantastisk tid der. Vi foretager sammenligningen med vestafrikanske lande, som vi besøgte. I den forstand er det et hjemkomst til den "vestlige" verden.
Vores besøg i landet handlede hovedsageligt om at opdage den vidunderlige natur (vidundere), som så ud til at have ingen ende. Den smukke kystlinje og fantastiske nationalparker er alle et besøg værd. Vi satte virkelig pris på selv steder, der var overvældet med turister.
Hvad sikkerheden angår, må vi desværre konstatere - på trods af at vi ikke er så letforskrækkede - at det er et problem. Sikkerhedsbranchen er en af de største industrier i landet, hvilket får dig til at tænke!
Komplete boligområder, højt indhegnede og stærkt sikrede, giver beboerne en behagelig følelse, noget vi aldrig bør tænke på.
Og så fortidens apartheid. Efter vores mening er arrene langt fra væk. De fleste virksomheder drives stadig af hvide mennesker, og arbejdet på gulvet udføres af sorte. Folk forsøger at mindske forskellene, men gang på gang opdager de, at det er en lang vej. Alligevel tror vi, at langt størstedelen af befolkningen oplever en vis grad af lykke.
